Domaine du Caillou

DOMAINE DU CAILLOU Vinhuset er beliggende ved byen Courthézon, nordøst for Châteauneuf-du-Pape, hvor de sandholdige marker med knytnævestore rullesten er et perfekt udgangspunkt for store Châteauneuf-du-Pape-vine. Og store vine har da også været målet, siden familien Pouizin og Vacheron stiftede domainet i 1956. Smager man Domaine du Caillous vine i dag, er det ikke uden grund, at vinkendere verden over anser huset som et af de tre bedste i distriktet. Domainet består af i alt 58 ha vinmarker, hvoraf de otte er beliggende i Château-neuf-du-Pape. I princippet kunne de resterende 50 ha også have været indlemmet i Châteauneuf-du-Pape-appellationen, da de kun er adskilt fra distriktet af et gammelt stengærde. En gammel historie fortæller dog, at den daværende ejer i 1923 ikke ville betale de udgifter, som en ophøjelse af markerne til Châteauneuf-du-Pape ville medføre, så han måtte nøjes med sin Côtes-du-Rhône-status. Fakta er dog, at domainets Côtes-du-Rhône Villages og Côtes-du-Rhône Reserve fuldt ud er på højde med flere af de bedre Château- neuf-du-Pape-vine. Stilen i vinen er præget af markernes generelt meget gamle stokke, hvilket frembringer en særdeles koncentreret vin med uendelige mængder af sød frugt og fede, bløde tanniner. Størstedelen af Domaine du Caillous vine laves som “vin de garde” efter de gamle traditioner, og der er derfor stof til årtiers lagring i de to prestigevine Les Quartz og Châteauneuf-du-Pape Reserve. Parker rater konstant Caillous vine over 90 points, og han har bl.a. i den forbindelse udtalt: “Domaine du Caillou har gennem fire årgange flirtet med det perfektionistiske” - og det er store ord fra en mand, der smager flere hundrede vine dagligt. Selv om vi må nøjes med at følge vores egne lidt mere ydmyge smagsløg og instinkter, kan vi kun konstatere, at har man først én gang “bare” smagt husets almindelige Côtes-du-Rhône, er man håbløst fortabt - Domaine du Caillou er simpelthen vanedannende!
preload spinner