Delas Freres

DELAS FRÈRES www.delas.com
Delas Frères blev grundlagt i 1835 i Saint Jean Muzols, der ligger i hjertet af Saint-Joseph.
I 1977 blev huset overtaget af det anerkendte Champagnehus, Champagne Deutz, og med en god kapitalindsprøjtning har man i løbet af en årrække fornyet al vinifikationsudstyret og deslige, så huset i dag fremstår som et af de mest moderne vinerier i Rhônedalen.
Endvidere har man udvidet husets kapacitet for at kunne imødekomme den stadigt stigende efterspørgsel, hvilket også har bevirket, at man – på trods af husets mange besiddelser af vinmarker i nogle af Rhônedalens mest berømte kommuner – også har set sig nødsaget til at opkøbe en vis mængde druer fra de mest kvalitetsbevidste vinavlere i områderne.
Netop de store besiddelser af vinmarker, som Delas har i Rhônedalen, er medvirkende til, at man i huset har vedtaget, at de varierende terroirs i de forskellige appellationer skal komme
så godt som muligt til udtryk i de forskellige vine.
Ser man bort fra »detaljer« som perfekt beliggende vinmarker, nyt vinifikationsudstyr og sund respekt for områdets terroir, er den virkelige hemmelighed bag Delas Frères’ vine ansættelsen i 1997 af den unge ønolog Jacques Grange.
Han er født og opvokset i Bourgogne, og han har gennem sin korte karriere været stærkt medvirkende til den renæssance, Rhône-distriktet har haft, og han er samtidig manden bag flere af distriktets 100 points-vine. Siden Jacques’ entré i husets kældre, er der på det nærmeste sket en revolution med vinene, og efter tidligere at have stået i skyggen af store huse som Guigal, er Delas’ nyere årgange kommet med i Rhône-områdets fornemste vinelite. Og ikke nok med det – de er samtidig i et langt mere rimeligt prisleje.
Parker roser Delas’ vine ved at give dem helt op til 96/100 points for bl.a. husets sjældne og næsten uopdrivelige Hermitage ”Les Bessards” og Côte Rôtie ”La Landonne”, men virkelige fund og store oplevelser kan absolut også hentes i et
mere jævnt prisleje.